torsdag den 23. februar 2012

Koldau er ikke en enlig svale på AU

Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.
Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).
Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at
"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."
kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.
Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:
"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."
fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.
Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.

4 kommentarer:

Bo Vinther sagde ...

Kære Claus Emmeche

Først og fremmest tak for din behandling af den bekymrende tavshedskultur.

Her er dokumentation fra Ingeniørens hjemmeside på, at den manglende evne til at håndtere intern kritik også ses andetsteds på AU - med alvorlige konsekvenser til følge:

http://ing.dk/artikel/122014-chefingenioer-paa-accelerator-advarede-ledelsen-om-spraengning

I dette tilfælde overhørte ledelsen ikke alene den tyske chefingeniør Klaus Bahners indvendinger mod en sprængning, der var en del af et byggeprojekt på AU - nej, hans opførsel blev også kaldt uacceptabel, efter han havde ytret sig kritisk angående byggeledelsens arbejdsstil.

Resultater:

1) AUs tandem-accelerator til en værdi af et to-cifret millionbeløb blev ødelagt af sprængningen.

2) Klaus Bahner tog sit gode tøj og gik efter at have verificeret, at acceleratoren var totalskadet.

Jeg vil lade Klaus Bahner selv få det sidste ord. Her er de afsluttende bemærkninger fra den tyske chefingeniør:

»Mit arbejde gennem ti år er sprængt i stykker, så jeg informerer ledelsen om mine opdagelser, skriver en skadesrapport og siger op«

»Jeg er frustreret, bitter og vred over, at ingen bliver holdt ansvarlig for at have tilladt de ødelæggende sprængninger. Mit arbejde er ødelagt, så jeg har ingen grund til at blive længere. Jeg har sat en personlig ære i at piske den her maskine op på et højt internationalt niveau, og enhver nyindkøbt accelerator vil have svært ved at konkurrere med den«

Bedste hilsner
Bo Vinther

Ralf Mortensen sagde ...

Kære Claus Emmeche

Det er sørgeligt, at du ser dig nødsaget til at angribe Svend Erik Larsens svar. Endnu mere sørgeligt er det, at du manipulerer. SEL forsvarer ikke sin ledelse men derimod en kollega - Pia Rasmussen - der er blivet svinet til i flere medier på et helt forkert grundlag. SEL forklarer lødigt hvad der ligger i en kaldelse. Han forklarer lødigt, at det ikke betyder at man er på højeste internationale niveau. Han skriver også direkte, at Koldau er talentfuld og uden tvivl vil styrke sine akademiske meritter i fremtiden.

Eftersom du i dne grad tegner denne prisværdige blog, er den form for ækel manipulation direkte skadelig for bloggens troværdighed. Jeg håber dine medredaktører kan tale dig til fornuft.

Der er alle mulige grunde til at kritisere ledelsen på AU (ligesom der er på KU) men dette er ikke en af dem.

Lyt dog til de studerende på musikvidenskab i stedet for bare at læse Politiken ukritisk

Linda Mortensen sagde ...

Min navnefælle Ralf Mortensen bruger store ord i sit forsvar for professor Svend Erik Larsens debatindlæg. Men der er vist ikke ret mange der deler Ralf Mortensens forestilling om lødighed. Det store flertal af reaktioner betragter SEL's indlæg snarere som underlødig. Ralf Mortensen kan blandt andet forvisse sig om dette ved at læse debatten om SEL's indlæg på Informations blog. Redaktøren af denne blog har intet at undskylde.

Ralf Mortensen sagde ...

Kære navnesøster

Der er meget at undskylde. De decideret tåbelige dagbogsindslag vider tydeligt, at der er en beklagelig bias på bloggen. Men det er nu lidt groft at påstå, at jeg skulle have afkrævet nogen en undskyldning.

Ejheller forsvarer jeg SEL, men jeg gør tydeligt opmærksom på de steder, som CE oppurtunt glemmer at behandle i sin kommentar.

SEL burde have begrænset sig til det, der er hans pligt. Nemlig 1. at komme en tilsvinet kollega til undsætning og 2. at forsvare humaniora mod Koldaus generelle kritik af niveauet, om han er uening med hende. SEL burde i sin høje alder vide, at det ikke betaler sit at være ærlig i den akademiske verden.

Hvorfor er man blind for at en hel uddannelse er blevet taget som gidsel af Koldau og dekanen? Det ville klæde bloggen også at kigge på den vinkel. Det er i den grad en sag om magtforholdet mellem studienævn, lektorer og en professor. Alt dette kommer før dekanen klodset valgte at intervenere.

At der skulle interveneres er åbenbart, men selv i Aarhus burde man lade være med at bruge træskostøvler.

Ang. din anklage om store ord, så kommer de ikke op på siden med at CE ignorerer at Koldau har krævet en unik frihed i sin undervisning. HUn vil ikke bidrage til den fælles pukkel der nu en gang skal løses.I stedet benytter han en vendning som "tromles af sit studienævn".

Indlæggene på Informations side består for 98 % vedkommende af udenforstående eller folk der bærer nag mod Aarhus Universitet. Må jeg til gengæld anbefale dig at læse kommentaren fra to musikstuderende i Politiken. De har været tæt på sagen.